Blog

Prisen var det bedste der kunne ske

Skrevet af: TINXDK

I 2010 KÅREDE JUNIOR CHAMBER IKAST TORBEN SØRENSEN, DIREKTØR I IKAST-VIRKSOMHEDEN TINXDK, TIL ÅRETS UNGE ERHVERVSLEDER. DEN 27. OKTOBER ER HAN DEL AF ÅRETS DOMMERPANEL

Af Ole Bitsch

Når Junior Chamber Ikast den 27. oktober kårer »Årets Unge Erhvervsleder«, bliver det med en tidligere prismodtager i dommerpanelet.
I 2010 var det Torben Sørensen fra Ikast, der løb med hæderen. Og den 38-årige midtjyde, der er direktør og stifter af IT- og reklamebureauet TINXDK, ser frem til finalen. Han ved nemlig om nogen, hvad erhvervsprisen betyder.
- For firmaet og for mig personligt var kåringen det bedste, der kunne ske. At vinde en titel, er det samme som at få anerkendelse - et blåt stempel, som åbner døre. Vi kunne springe tre års kamp over, forklarer Torben Sørensen.

BLEV MEGET LETTERE
Direktøren, der er uddannet datamatiker, startede TINXDK i år 2000. Det var i første omgang som et hobbyprojekt.
I 2008 blev Torben Sørensen selvstændig - og så satsede han alt.
TINXDK designer, markedsfører og udvikler tryksager, hjemmesider og særligt IT-systemer til danske og internationale virksomheder og organisationer. På referancelisten står blandt andet IBF, Grundfos, Ikast-Brande Kommune, Velfac Vinduer, Handelsbanken samt lokale pengeinstitutter og biblioteker.
- Som nystartet virksomhed kæmper man vildt meget. Det tager lang tid at udvide kundegrundlaget - folk skal overbevises, og som nyt firma er det ikke altid nemt at skille sig ud. Det hele blev meget lettere, da jeg vandt erhvervsleder-prisen. Pludselig havde vi store virksomheder som IBF i røret, siger Torben Sørensen.
Midtjyden har 15 års erfaring fra IT- og reklamebranchen. I dag har TINXDK ti ansatte - seks personer sidder på Rømersvej i Ikast, mens yderligere fire ansatte er tilknyttet kontoret i København.

EMPATI OG MOTIVATION
Når Junior Chamber Ikast udpeger Årets Unge Erhvervsleder, giver netværksorganisationen et skulderklap til lokale erhvervsledere mellem 18 og 40 år. Kriteriet er, at de nominerede gør noget særligt for virksomheden, medarbejderne og omgivelserne. Kandidaterne findes i løbet af denne måned.
Torben Sørensen er helt bevidst om, hvad han kigger efter, når han og det øvrige dommerpanel skal vurdere emnerne.
- Empati, stabilitet og motivation er nøgleordene for mig. I mine øjne er man ikke en god leder, hvis man udelukkende driver virksomheden for pengenes skyld. Der skal tages hånd om de ansatte. Samtidig må firmaet ikke være en svingdør, hvor der er stor udskiftning af medarbejdere, påpeger Ikast-direktøren, der også holder øje med kandidaternes engagement.
- Energien og motivationen til at løfte firmaet og personalet skal være åbenlys. Lederen skal virkelige brænde for sagen - og han eller hun skal have ondt i maven, hvis nogle siger nej til deres livsværk og projekter, mener Torben Sørensen.

FRIHED UDEN KOMMANDO
Da han sidste år blev udpeget som prisvinder, var det Torben Sørensens firma-filosofi og personalepleje, der nedlagde dommerne. Hos TINXDK bestemmer de ansatte selv deres arbejdstider, indretning af kontoret og indkøb af teknisk udstyr. Det samme gælder for valg af arbejdsopgaver og valg af kunder.
- Da jeg startede TINXDK, var det med ambitionen om at drive Danmarks bedste arbejdsplads. Penge er rare at ha', men for mig er det kun papir. Jeg vil hellere have medarbejdere, der synes, de har det fedeste job i verden. Altså medarbejdere, som trives, som er glade, fleksible og som har frihed under ansvar. Jeg tror ikke på, at man på kommando kan tvinge folk til at være kreative. Den gode idé kommer ikke nødvendigvis på hverdage mellem klokken 8 og 16, fastslår Torben Sørensen.